Nyheder

Om bogen:

Valdemar Løvendal (1700-1755) var dansk adelsmand, oldebarn af Frederik III. Fra sin tidligste ungdom var han i militærtjeneste rundt omkring i Europa, incl. Rusland, indtil han i 1743 gik i Ludvig XV’s tjeneste under Den Østrigske Arvefølgekrig. I 1747 modtog han Frankrigs højeste militære udmærkelse, idet han udnævntes til Maréchal de France.

Udover at være Løvendals biografi er bogen en beskrivelse af den krigsform, som var dominerende i Vesteuropa mellem 1648 og 1789, nemlig fæstningskrigen, med vægten lagt på Løvendals mesterstykke, belejringen og indtagelse i 1747 af den almindeligvis som uindtagelig betragtede fæstningsby Bergen op Zoom.

Anmedelse:

“...i højeste grad læseværdig... bevæger sig i virkeligheden dybt ind i den del af militær- eller krigshistorien, som i 1700-tallet kaldtes for fæstningskrigen og herunder minekrigsførelsen, nemlig slaget ved Bergen op Zoom og dermed i krigsbygningskunsten.”

Major V. V. Folkmann, Forskningsbibliotekar (nu fhv.) ved Det Kongelige Garnisonsbibliotek.

Muhammed-krisen

Det var reaktionerne efter Jyllandspostens karikaturtegninger af muhamedanernes øverste profet, der motiverede forfatteren til denne bog. – Han fandt hele forløbet ubehageligt, især dette, at se Dannebrog blive brændt; hvorefter han har gjort hvad han kunne, for at fortælle de rumænske medier sin historie om danmark, for som han siger: - ”Jeg har aldrig mødt de fremmedfjendske danskere, man læser om i aviserne.”

En ubetinget kærlighedserklæring

Efter bogens mange afsnit at dømme, så lyver forfatteren ikke – han elsker virkelig danmark, helt op til de blytunge regnvejrsskyer. Her er kun positive ord, der fortæller om et eventyrsamfund hvor alt er perfekt, ikke engang Aksel Sandemoses jantelov er gået ram forbi, selve den skandinaviske sjæl, der omhandler ydmygheden kontra hovmodet, er blevet omskrevet og gengivet i en ’positiv’ populærudgave. Her er begrundede påstande/teorier, om bl.a., - vi danskere som Europas mest tilfredse medarbejdere og verdens lykkeligste folk, der lever i et land med kort afstand til politikerne. Danskerne beskrives som åbne, venlige og tolerante mennesker, der tager pænt mod fremmede. De fremmede skal blot lære, at modtage vor venlighed i den ånd, den gives.

De skal vise respekt, åbenhed og forståelse overfor det danske samfund og den danske befolkning, dette er meget vigtigt for integrationen, skriver forfatteren.

Jeg kan ikke genkende det Danmark, som Nicolae Mateis beskriver

I starten af bogen skriver forfatteren, at det er hans pligt, som fremmedsprogsforfatter, at give et mere realistisk og nuanceret billede af Danmark og danskerne, end det der vises ude i verden, dette, med henblik på Muhammed-krisen. – I bogens slutning er ordene. Citat:

”Jeg elsker mit liv her, og jeg priser mig lykkelig for, at jeg bor i Danmark. Jeg elsker Danmark, uanset hvad OECD, Instituttet for Menneskerettigheder eller Amnesty International finder ud af i deres undersøgelser og rapporter. H.C. Andersens eventyrland er stadigvæk eventyrligt for mig! Jeg elsker Danmark som det er!”

Jeg vil betegne denne bog som værende til debat, omkring flere synspunkter: - Ytringsfriheden, demokratiet, danskernes åbenhed, solidariteten, respekten for andre forlkslag og deres religioner.

Og, sidst men ikke mindst. Kan en indfødt dansker, se på sit fædreland med samme øjne - som en politisk flygtning, der har oplevet et kommunistisk regime indefra? Jeg ved det ikke…