Home Forside Nyheder Katalog Adresse Links
NICOLAE MATEI
KØBENHAVN
DRØM AF IS
“Stakkels kanariefugl, du troede
at horisonten åbnede sig,
men det har været kun en drøm
såret faldt du.”
”H-ooo-ldt!!!”
Grænsevagtens stemme hørtes bagfra. Jeg var sikker på at han var et eller andet sted bagved i mørket. Det vil sige jeg var kommet forbi stedet hvor den værnepligtige holdt vagt.
Jeg løb. Blev ved med at løbe. Stærkere end før. Stemmen hørtes igen i nattens stilhed, kraftigere end første gang, næsten som et desperat råb:
”H-ooo-ldt, eller jeg skyder! H-ooo-l-dt!”
Hvis jeg tog stemmes intensitet i betragtning, så var afstanden mellem os blevet kortere, men det var også svært fordi jeg kunne ikke høre andre lyde. Jeg stoppede og sad stille et øjeblik. Det var kun grænsevagtens stemme. Første gang, anden gang, ellers intet. Ikke den mindste lyd. Jeg vidste at soldaten nærmede sig. Stille. Det var svært at lokalisere ham i mørket bagved. Der var heller ikke tid.
Jeg begyndte at løbe igen, men havde ingen kræfter, det var som bevægede jeg mig i slowmotion. Langsomt nærmede jeg mig hegnet. Jeg vidste at efter det høje hegn var grænsen - den stribe pløjejord! ”Den skal være der! Den skal!”, tænkte jeg. En tiendedel af et sekund kiggede jeg i mørket bagved mig. Man kunne ikke se noget, heller ikke høre noget, men man kunne føle grænsevagtens tilstedeværelse. Det var som jeg i luften kunne mærke en eller anden. En mærkelig lugt af kaserne.
Soldaten var ved siden af mig som en usynlig mand. Panikagtig kiggede jeg mod hegnet. Pigtråden var tæt og stærk, forbundet mellem to meter høje stolper.
Uden nogen som helst betænkeligheder hoppede jeg op på en af stolperne og løftede kroppens vægt i begge hænder. Tøjet sad fast i pigtråden og gjorde mine bevægelser meget langsomme.
Geværskuddet kom som en spøg. Tomt, med et kort ekko, kuglen kom fra venstre side. En mærkelig følelse greb mig, som om jeg var blevet slugt af jorden. Jeg mærkede blodet, som var begyndt at sive ned af ryggen. Indhyllet i blodets varme, desperat, prøvede jeg igen at løfte mig og kravle over hegnet. De lange spidser fra pigtråden og søm fra træstolpen borede sig dybt ind i mine håndflader. Jeg havde ikke flere kræfter og mine arme begyndte at være bløde som gelé. Med den sidste kraft prøvede jeg at holde fast i hegnets stolpe, men musklerne svigtede mig.
”Det er slut nu!” tænkte jeg og mistede grebet og faldt i tomheden, som åbnede sig under mine fødder.
Et eller andet sted i Europa på tærsklen af årtusindeskiftet.
Jeg har kysset dig, farvel,
by under himmel af tårer.
Mit blik var rettet
alene mod solen,
som tilsyneladende
kun lyste på den anden side af grænsen.
Dengang ville jeg flyve ligesom
“den gule kanariefugl...
bagved tremmerne af sølv”
Dengang strejfede jeg blandt de røde faner,
igennem rædselsfulde labyrinter,
over de høje hegn
og tykke mure.
Fangarmen af pigtråd
har kastet mig op til et af de lyseste steder i NORDEN.
I de dages morgener,
har den utæmmede by, med fremmed navn,
lagt en drøm i mine strakte hænder.
Skrøbelig, på en klippeskrænt mod havet,
har den lille havfrue givet mig en vinge, et kys,
og givet mig lov til at flyve langs kysten.
Jeg fløj over stranden som broderede havet,
jeg fløj gennem den stormende drøm.
Jeg fløj!
“Mor, mor, se!”, råbte den lille dreng og pegede
på himmelen.
Nedenunder,
på bølger, et skib har fulgt
min vandring.
Nedenunder,
Jeg følte vellugten af drømmen
som jeg havde i mine hænder.
Ovenover,
Jeg fløj over det grønne Padborg.
Ovenover,
Jeg var så tæt på det gule Skagen.
Ovenover,
kortet foldede sig ud, foran mine øjne,
den landforviste rejsende,
fra København
til det blå Esbjerg.
Min by med fremmed navn, tæmmet for et øjeblik,
har bedt mig at passe på drømmen
som jeg fik i gave.
Du vuggede på bølger barnet,
som blev født af fortidens smerter og angsten for at møde fremtiden.
Du tog i dine arme stumperne af mit liv.
Besættelsen af brændte rødder forsvandt.
Den kvalte projektion af min gamle by har været
formørket af strømmen af de nye billeder.
Fra havets dyb har søens ulve, gennem de skummende bølgerdækket den lille havfrue for et lille øjeblik.
Stormende billeder,
Knuste billeder.
Erindringer.
Tårer:
den transsylvanske by, spejlbilleder
som ikke vil forsvinde.
Barndommens gader,
røde faner.
Billeder i skår under solens grimasse.
I de morgener,
Lagde du en drøm i mine hænder.
Forgæves.
Den lille dreng som legede på stranden,
kiggede forskrækket på den faldne fugl og råbte:
”Mor, mor, fuglen har brækket vingen!"
Sandholm blues, Sandholm blues.
Flygtningelejr med navn som sandet.
Sand som sivede igennem mit indre timeglas.
Dengang ønskede jeg at modtage nordens dåb,
jeg så min fortid gennem en erklæring.
At være, ikke at være. Sandholm blues.
Sandholm blues.
Min eksistens spejlet på et partitur.
Melankolier på guitar,
klynket af en saxofon.
Nøgen buste, sort, sved, tatoveringer.
Fremmed amalgam, indespærret.
Araber, polak, kineser, vietnameser.
Masker: hvide, sorte, gule, røde.
Sandholm blues.
Sandholm blues.
Jeg kiggede på stumpen af stormende himmel
gennem øjet af gitter.
Uændret.
De evige indespærringer.
Skorpen af brød – altid varmt.
Brødet som jeg tiggede, smilede arrogant.
Sandholm blues.
Afhøringer.
Rumlen af tromme,
grædt af elektrisk guitar.
Du har rykket alt fra mig,
Flygtningelejr med navn som sand i bevægelse.
Hvid maske, sort maske.
Gul maske, rød maske.
Sandholm blues.
Angsten for ensomhed har fyldt
mine øjne med tårer.
I erindringernes raslen gjorde tanken ondt:
Gud! Byrden som jeg bærer er for stor.
Sandholm blues.
Gennem den lille by af is,
raslen af hjælpeløshed trænger ind
igennem husenes silhuet.
HEGNET med pigtråd,
forfølger mig som en mørk skygge.
Sandholm blues, Sandholm blues.
Der var engang et land
et yndigt lille land.
De lange vikingeskibe gennem myternes land.
Skærende bølger af sølv.
Et tegn fra Gorm den Gamle.
I Lindholm høje og Jelling, Trelleborg
og Risby, Lejre, Roskilde og Sjellebro.
Jeg læste fra Hávamál. Jeg fik også at vide at:
hvem åbner en port, en ukendt verden,
skal passe på de fremmede.
I Valhal, med krigere, Odin ventede på mig
Danevirke.
En moderne saga, denne exodus mod nord.
Stoppet af mure, har været flygtningens forsøg
Danevirke,
døbt på ny, muren i nord.
Ligesom mig, flygtninge, pisket af fortid,
trætte, tynget af nutiden,
har de klistret deres pander mod nordens kolde håndflader.
Danevirke.
*
Byen pulserede som en brud i lyset.
Jeg trak vejret dybt,
Parat til at tage imod dagen.
Indskriften på is, blinkede.
Himmelen over staden, klar til at fremstille
fra den blå sne andre slotte,
lynede mod mig med et kys.
Byen pulserede som en brud i lyset.
På bølger fløj et skib.
Igennem frysende vandfald vandrede jeg
uden frygt.
En havfrue fra en anden verden
kom ved siden af mig og tørrede mine tårer.
Ved slottet, hilste husaren med ansigt som en dukke,
på den fremmede rejsende.
Byen pulserede som en brud i lyset.
Jollens sejl som lå ved kajen, blev overrasket
skrøbelig, skinnede, rakte mig en hånd som en istap
som flyder under den følelsesløse sol, under skorpen af mudder.
Sandet sigtet gennem den gennemsigtige glasstime af stranden, levende sølv i parkens allé.
Den frysende perle, regndråben på søens glasvindue,
med svaner af snefnug.
Byen pulserede som en brud i lyset.
De dystre drømme, begyndelsens maretid forsvandt.
Væk var rynken fra min pande som et mirakel
genfødt af egen aske.
I den store park, blandt træer uden blade
legede jeg i sneen ligesom børnene
hos Ikea mellem farvede plastik bolde.
Byen pulserede som en brud i lyset.
Stalagmit som trængt fra himmelen,
forenet med issøjler,
har bygget et drømmehus til mig.
Under den stille himmel over bugten,
pulserede byen som en brud i lyset.
*
Forårsjævndøgnet har aldrig været
lysere i Skagen.
Sol, så meget lys.
Krøyers To kvinder på stranden over et andet
billede fra et pladecover,
plade, som sang om de dage da jeg gik,
med dug i mine fødder.
Hvornår vil der blive spillet en sang af sol for mig?
Skagen gul,
med bølgernes guddommelig musik
forener de to have.
“Min sjæl føltes som en knop af en fløjte,
Som spillede en hvislende sang,
For de dage som forsvandt...”
Den samme fugl bankede på mit vindue
og sang som den første dag.
Jeg genvandt PHØNIX og
Calandrinon, Kolibri og Rock and Roll,
Som var sat fri fra gitrene af sølv.
“...Sandsynligvis er det forår hos dig nu,
men her er årstiden utydelig”
Havets bølger ramte kysten, oprørske.
Blæsten gennem mørke skyer blæste
hvide streger lavet af en katamaran på
himmelen forenet med havet
i den uendelige strømhvirvel.
Nedenunder,
på øens kyst,
legede den samme vind mellem sandklitter
og formede dem med usikre hænder.
Det regnede.
I den overskyede bugt, igennem dannebrogflag,
sendte et sygt fyrtårn lyssignaler til
usynlige skibe.
Jeg gik en tur i den gamle havn, langsomt
og følte mig som et gammelt menneske.
På en bænk, en sømand med tatoveringer
som verdenskort sukkede.
Mit blik frøs på den blå menneskelige pergament.
Regndråber løb i strømme på mit varme ansigt
på halsen, under skjortens krave, på hænder.
Vandpytter, mudder imprægneret i mine sko.
Umulige regn!
Jeg følte igen en fortvivlende klaustrofobi:
hus efter hus,
gade efter gade,
boligblokke, veje, motorveje,
hæmmet af storbyens stålstivere
begyndte denne at knuse mig ubarmhjertigt
ben efter ben.
Langt væk, mellem huse Tuborgs grønne flaske
stiger overlegen,
mindesmærke over min skuffelse.
På Vesterbro, gade med evig skygge som
har slugt alt håb,
noget håb.
Muren foran huset hvor jeg boede,
var fyldt af graffiti, og faldt langsomt i den tunge regn.
I parken som lå over gaden ventede en luder på en bænk,
en lammet narkoman
og en dranker i frygtelige smerter.
Storbys dystre dekoration.
“...Sandsynligvis er det forår hos dig nu.
Står kastanietræerne i blomst i den Store Park?”
Her.
Sorg.
Samvittighedsnag.
“Hvis jeg havde modet til at falde på
mine knæ.
...så vil jeg bede om forladelse...
…min forladte by...
Jeg ville ønske at føle min sjæl som
en fløjte knop.
Grønt har græsset engang været
Så grønt!
Grønnere var græsset på den anden side af
grænsen - den stribe pløjejord!
Til sidst jeg hørte ligefrem den genfødte
fugls sang.”
Nogle træer uden alder lignede en besynderlig
udfylding, mellem græsplænen med vissent græs
og sandet fra stranden.
Sønderrevet knipling.
“...Sandsynligvis er det forår hos dig nu!”
I huset over gaden, på første sal, gennem det åbne vindue, en tør, skæv stueplante har tabt bladene, og gulnet det frosne fortov.
I berøring med fortovet, andre sporadiske blade, syngende gutturalt på vinden om det forsvundne forår!
April – det fjerde år
En symfoni i gult,
gule påskeliljer pudset over folk.
Rød,
rød som malede påskeæg.
I de hellige dage,
jeg ønskede at omfavne hele øen.
Guldstøv af påskeliljer spredt over
Salmebogen, som jeg fik i gave fra min mor.
Bog fuldstændig glemt af mig
Bløde skygger af violet
som fløj i sværme over tage.
Gennem himmelens vindue skrigende gul.
Gik solen ned og tændte horisonten.
Jeg gik ud gennem døren åbnet af havets bølger,
og kiggede på dråben af forår.
Maj – det femte år
SMILETS BY.
Jeg blev flyttet til smilets by,
og i frygt for de årstiders ændrede nætter,
jeg ventede.
Jeg ventede.
Den grønne pige med øjne som skoven.
De morgener har spredt hvidt støv
fra mælkebøtter på marken,
ligesom sneen, som jeg savnede,
fra grene som gik tværs over mit vindue.
Jeg savnede myldretiden fra lørdag morgen
på gågaden.
Gademusikanter,
saxofonklang,
amatørkunstnere,
guitarakkorder,
violinsange,
akrobater, klovne,
små forestillinger for det gående publikum.
Turister.
Folk i flokke, hængende på trapper
i Nyhavn, som betragtede bådene ved kajen.
Amerikanske turister i søgen efter
Den Lille Havfrue.
Jeg ventede.
Den grønne pige, med øjne som skoven.
På terrassen, dovne mennesker læste aviser,
under paraplyer som farvet champignon.
I caféer, lyset dryppede forskræmt igennem
persienner.
På gadens hjørne, en rød postkasse krævede
brevene, som jeg har aldrig har haft viljen
til at få sendt.
Mine breve, uden afsender.
*
Farven grå, dyster, af middelalderens by
gjorde ondt.
Et monstrum rejste sig truende på forårshimmelen
og drev solen væk i et vindstød.
Fortovet af granit, isterninger, har smidt med mudder på husmurene fra snævrere gader.
Min grønne storbys pige, har ændret sig.
Har hun også været utro?
Juni – det sjette år
DANAS HAVE.
København.
I den korte skandinaviske
sommer,
gennem lyse nætter,
begyndte jeg at lære alfabetet fra håndfladerne
af strakte hænder.
Odense.
Eliksir,
det smukke eventyr
læst i min barndom,
eller nogle andre historier fra en bog som jeg fik
i gave af min mor.
Helsingør.
Læreren har sendt mig ud at finde skyggen af den berømte
Prins af Danmark.
Fredensborg.
På slottets stentrappe,
ridderen, som kom fra en anden eventyrbog,
har hilst høfligt på den rejsende.
Roskilde.
Domkirken har strakt sin arm mod himmelen,
og vist mig vejen.
Marselis.
En drømmeprinsesse,
Har ført mine skridt gennem havet
fuld af latter og lystighed,
hvor hun har åbenbaret i en muslingeskål,
den lovede perle.
Århus.
En dugdråbe, i håndfladen.
Stadens perle,
som har smilet til mig.
Juli – det syvende år
En anden symfoni, i blåt nu.
Den samme by.
Jeg trak vejret,
igennem byens lunger.
Erik Heides fugl over springvandet,
gav mig æblet af guld.
Blandt huse i teglstensfarve,
jeg svømmede, ligesom igennem
en ukendt fjord lænket af tåge.
Som et mirakel en solstråle kærtegnede mit ansigt.
Gennem den gamle torveidyl, på gågaden,
omkring domkirken, fuld af eufori,
jeg trådte på som for første gang.
Byen elsker dig, erklærede en plakat på en mur.
Fulgt af mågeskrig,
hele staden har omfavnet mig.
Jeg ønskede også at holde i mine arme, ligesom
en elskerinde hele Jylland.
På den anden side, mod havet,
Thor med rejst hammer,
nedstiger mod mig i en strømhvirvel.
Metal over bølger.
To kæmpe ærmer af granit,
de to diger i Lille Bælt.
Fra højder,
kom Thors vogn.
Det lynede!
Sandsynligvis en anden gud?
Eller kun glimt af blåt spejlet i havet?
August – det ottende år
Mod vest, Valdemar den Stores
skygge har givet mig et tegn.
“Kom fremmede!”, sagde han.
I horisonten, derhen, langt væk,
på en anden Østersø kyst,
hvor historien har fortalt os,
at for længe siden Dannebrog faldt fra højder,
andre skygger forsvandt mod et andet slot,
mod nogle andre slotte.
Fregatten Jylland sejlede langsomt i bugten,
Gennem tåge, den prøvede at finde vej.
I forstavnen, en sømand var på vagt,
frosset, glemt der fra andre tider.
På dæk, de rejsende og sømænd.
På kysten, var kun mig forventningsfuld.
I forventning.
En albatros under vinger har formørket
mine sekunder.
Dækket af samme hvide tåge af røg, ved siden af
mig, på kysten, en silhuet:
en husar på hest gennem det hvide forhæng,
svømmede, løb, fløj, kæmpede,
mod en usynlig fjende, og langsomt forsvandt.
Forsvandt.
September – det niende år
“Der var engang et land
et yndigt lille land
som man næppe på en globus
finde kan
færgerne de sejled’ både dag og nat
over Storebælt, Øresund og
Kattegat…”
Bølgernes mumlen har dækket
koret af skrigende måger som har fulgt skibet.
Jeg sejlede fra ø til ø, på ruten som var tegnet på vikingens kort.
Viking som jeg blev broder med.
En albatros, har fulgt toppen af en oprørsk hvid bølge.
På stranden,
på den lille ø, det store timeglas har talt i tikken af sandkorn, tiden som skilte mig fra at møde dig.
Min by.
Oktober – det tiende år
Jeg har modtaget nordens dåb i ydmyghed.
Jeg var fascineret af storheden af en by med port
mod havet.
Jeg blev vækket og blændet af lysets forhæng i de hvide nætter.
Jeg er stadivæk forelsket i Den Lille Havfrue.
Jeg har strejfet rundt mellem stadens stalagmitter med facade i teglstensfarve.
Jeg har modtaget nordens dåb i ydmyghed.
Jeg har fundet beskyttelse på digerne ved havbugten med kniplinger som muslingeskåle.
Jeg har elsket vellugten af havet om morgenen.
Jeg har med forbavselse hørt de lange, kolde nætters
stemme på øerne.
Jeg har fulgt vikingens skygge indhyllet i nattens mystik.
Jeg har modtaget nordens dåb i ydmyghed.
Jeg har danset over Tivoli i natten.
Jeg har løbet efter regnbuen udspændt over nordpolen.
Jeg har glemt en del af mit liv fra en anden have.
Den Sorte Have.
Jeg har fejret kobberbryllup med mit nye land.
Jeg har fået foræret snedronningens halsbånd.
Jeg har modtaget nordens dåb i ydmyghed.
Jeg blev slugt af havets ebben mod is muslingeskåle.
Jeg har ved fjordens port givet vand til enhjørningen, som jeg har fløjet med
Jeg har rejst mod det lovede paradis og glemt adskillelsens lidelser.
Jeg har optaget Odins indskrift sendt over århundreder.
Jeg har modtaget nordens dåb i ydmyghed.
Jeg har spændt sejlene og fløjet over Sjælland.
Jeg har fået mine bebrejdelser retur, pulveriseret i sne.
Jeg fandt i Jylland et sted med evigt solskin.
Jeg har været flygtning over øer og have.
Jeg har løbet efter regnbuen udspændt over nordpolen.
November – det elvte år
Landskabets farver er utydelige her.
De tørre blade blev spredt af vinden som bringer med hvislen efteråret.
“Mor! Mor!”, råbte drengen vækket fra mareridt.
Ensomhedens frygt og fortvivlelsen har sat mig på prøve,
når jeg træder for første gang på alléen som har broderet kanten af skoven.
Hvorfor? Det samme spørgsmål blev blæst mellem grene.
Igennem fyrretræer så jeg det mørke,
urolige hav.
Nogle træer vifter med grenene mærkelige bevægelser.
Det stille, fremmede hav,
for et kort øjeblik troede jeg at det var Det Sorte Hav.
Forfængelig illusion blæst af vinden.
Et skib sejlede over vandets sørgelige stilhed.
Den ubestemte årstid, skibet på det frosne hav,
træerne, kæmpe stalagmitter, glans af is over
ødelæggelser, og havet som ikke er det sorte,
gjorde mine øjne trætte.
December – det tolvte år
Jeg blev kaldt af en salmebog på et fremmed sprog.
Jeg blev kaldt af min mors rosenkrans glemt på natbordet, sorte dråber af smerte.
Jeg blev kaldt af ikonerne på væggen, som jeg har glemt i så mange år.
Jeg blev kaldt af indskriften på det hvide
marmorkors.
Min mors frygt for at hun ville forlade os,
og jeg ikke ville være hjemme, blev bekræftet.
Den triste nyhed har pisket mit ansigt.
Jeg kiggede bedende mod himmelen.
Hvor mange stearintårer vil løbe på det hvide marmorkors?
Det sidste år
Metal øjne, farvede lys
hvid flitter, julepynt
Skinnende lyskranse.
Forgyldte pakker.
Overflod.
Vilde forbrugere.
Grufulde stormagasiner!
…farvefjernsyn,
vaskemaskiner,
køkkenudstyr…
…køleskabe,
mikrobølgeovne,
fotokameraer,
støvsugere…
Med lys blev jeg stukket af juletræer.
Jeg ønskede mig en hvid Jul,
hvidere end nogensinde.
Jeg sukkede alene blandt gaver, farvede sløjfer.
Et kor. O! Tannenbaum!
Hvor mange gange skal jeg høre julesange på fremmede sprog?
Folk, klædt i pænt tøj,
så mange mennesker og alligevel alene.
Alene!
Gennem dagene af transcendentale årstider.
Alene!
Jeg har tegnet dagenes kontur.
Dage med en anden dimension.
Dagene blev til uger,
ugerne til måneder,
månederne blev til år.
Alene!
Gennem tårer!
Smerteskriget fra en metalmåge trængte ind i slottets trommehindes port,
bygget af Lego klodser,
gik itu og spredte over kysten, sorg.
*
Med grædende, trætte øjne, pint af sen samvittighedsnag,
gennem tårer som plettede hviden af ikke-eksistensen,
kom frem, skitseret, min mors billede,
indkranset i sort.
Billede som hang skævt.
Sikke en kontrast mod den ufarvede væg af min eksistens som jeg efterlod!
*
Med farvede lys blev jeg stukket af det flotte juletræ.
Lyskranse, juledekorationer,
store pakker, gaver under den grønne gren.
Ligesom stearintårer, julepynt på træet løb fra gren til gren.
Den Lille Havfrue begyndte at græde sammen med mig. Andre tårer, af metal.
Hun græd. Tristere end nogensinde.
Tårer.
Små dråber på tidens grønne oxydering.
I de timer, målt med uret som kun slår klokken nul,
i de dage ligesom nætterne,
i de nætter ligesom dagene,
jeg kæmpede i uendelighedens søgen.
Dengang da jeg modtog nordens dåb,
flygtning, omstrejfende, holdt på vinger af den genfødte fugl, dengang tiden blev forvandlet.
Slugt i en galaktisk dimension,
dagene blev til uger,
ugerne til måneder,
månederne blev til år…
Året nul!
Hvor mange forvandlede årstider skal flyve over mig?
Kan jeg overleve de skandinaviske somre med hvide nætter?
Vil jeg finde svaret på gårsdagens opfordring?
Hvor mange gange skal jeg starte fra året nul?